Da jeg var lille var der kun en vej, hvis næsen rynkede, benene rykkede småhysterisk og hende den sure femårige tog over, og det var direkte ind og blive god igen. Hvilken dør det foregik bag, var i virkeligheden ikke så væsentlig. Men selvom jeg dengang synes det var en tåbelig løsning, lige indtil jeg fem minutter efter forstod. At nu var det nok bedst at hysse ned, binde et smil fast bag ørerne og komme god ud igen.
Man kan jo godt lægge to og to sammen og få fire på en eller anden måde, selvom man er for lille til næsten alting. Men hvor pokker skal vi så putte alle de sure voksne hen?? Flere episoder i den seneste tid, har virkelig gjort mig opmærksom på en mangel. Hvor er “bliv god igen” rummet til alle de mavesure, temperamentfulde og ligeud hysteriske voksne?
Dem der bræger en stakkels buschauffør lige i hovedet, fordi elektronikken i linie 53 svigter. Dem der banker hornet i bilen, så hårdt i bund, at man frygter en katapult udløsning af horn gennem motor. Fordi ham foran lige valgte at bremse for rødt. Ham der er sendt i Netto med ungerne, fordi mor ikke længere er på barsel, og som i arrigskab kører vognen op i akillesenen på undertegnede fire en halv gang, fordi Oliver vil have IIIjs.
Der er utallige eksempler. Og indrømmet, af og til forstår jeg det sgu’ godt, for jeg har ind imellem også brug for det der “bliv god igen” rum. Men det tager da overhånd, når man skælder en stakkels lille pige ud, fordi hun ikke kan klemme sig forbi alle de morgensure buspassagerer, og derfor ikke når døren, inden den smækker. En verbal ørefigen der sagde småkage, fra et mappedyr med morgenkvalme helt om i nakken, og med det resultat at stakkels lille pige, hverken kom af bussen eller tørøjet i skole.
Jeg bor i smilets by, og så skulle man vel synes at alt var fryd og gammen. Men heller ikke her ved jeg, hvor man går hen når man bliver sur. Der mangler simpelthen en ventil, måske en offentligt tilgængelig boksepude, en pude at råbe ind i, eller bare en dør at lukke. Så vi andre blev fri for vrissenhed og sure miner i overdreven grad.
Jeg vedtager hermed, at gå ind og blive god igen, hvis jeg skulle blive sur. Men hvor går så alle de andre hen?? For jeg magter dem ikke, Oliver må ikke få Ijss nej, men min akillesene er heller ikke på lægeordineret indkøbsvogn. Jeg smed et smil i farmands retning, og fik et “synes du måske det er morsomt?” igen. Tja’ jeg skal ikke være der hvor man går hen, når man bliver sur. Men jeg vil gerne være smilet, som så måske sender dem derhen, hvor de sure bliver gode igen.
Der er overtræk på sure mennesker og udbrud i denne uge, nu vil jeg istedet lede efter udsalg på godt humør. Så er der da lidt at smitte med, under næste “nogen pissede på mine cocopops imorges, og nu skal du høre hvor indebrændt jeg er” seance.
Ja jeg spørger bare, hvor går man hen når man bliver sur??
Måske du kan få lidt inspiration af ham her? 🙂 http://www.bt.dk/danmark/forfatter-du-skal-vaere-fucking-flink-0